Quelle

Bibliographische Daten

Bloch, Valdemar A.: Lærebog i Oldtidens og Middelalderens Historie. Copenhagen; Freetown Christiania: Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, 12. Aufl., 1904 (1882), 78–79.

The Huns and Christian Europe


[p. 78]

[…] Karthago, der atter havde rejst sig som en romersk By, blev nu Hovedstad for Vandalerne. Britannien kunde allerde anses som tabt for Rom, de Stlicho trak Soldaterne bort fra den nordlige Grænsevold. Nu kunde Briterne [gesperrt], der ligesom alle Roms Undersaatter vare blevne afvænte med Vaabenbrug, ikke længere modstaa de vilde Højlænderes, Picternes og Skotternes Indfald. De indkaldte derefter Anglerne og Sachserne fra det nordlige Germanien (c. 450); men efter at have drevet Fjenderne tilbage vilde disse vilde Hedninger ikke mere forlade Landet; de satte sig fast i de østlige Egne af Landet og begyndte herfra at føre en Udryddelseskrig mod de kristne Briter. Imidlertid trak et forfærdeligt Uvejr op saavel over Levningerne af det vestromerske Rige som over de barbariske Folk, der havde nedsat sig i dets galliske Provinser. Det kom fra Hunnerne. I den Arrrække, der var forløbet siden Overgangen over Volga, havde de langsomt bevæget sig fremad mod Vest indtil Sletterne ved Theiss. Deres Konge Attila udbredte sit Herredømme over Folkeslagene fra Volga til Rinen og Østersøen. Han foregav at have fundet Krigsgudens Sværd, og i hans Træslot, der laa midt I Hunnernes Lejr ved Theiss, lyttede talrige Høvdinger til hans Bud. For det dybt sunken Romerfolk var han, hvad han selv kaldte sig, ‘Guds Svøbe’. Hvor Attilas Hest havde traadt, hed det, voksede der ikke mere Græs. Længe havde det østromerske Rige været Maalet for Attilas Angreb. Donaulandene vare blevne gennemplyndrede, Kejseren tvungen tile n Tribut paa flere Tusinde Pund Guld. Da vendte Attila sig pludselig imod det verstromerske Rige. Med en halv Million Krigere bevægede han sig over mod Rinen; Folkene paa Vejen fulgte med, og under frygtlige Ødelæggelser gik Toget frem i Gallien. men Rigsstatholderen Aetius, der styrede Staten i den svage Kejser Valentinians Navn, forenede sig med

[p. 79]

Vestgoterne og mødte Attila paa de catalauniske Marker (Charlons sur Marne). Her leveredes i Aaret 451 det store Verdensslag, som skulde afgøre, om det var Europas Skæbne at synke tilbage i Barbari eller at bevares for Kristendommen. Efter at Kampen længe var ført med rasende Forbitrelse paa begge Sider, gjode omsider Vestgoternes Sejr over Hunnernes Rytteri Udslaget. Attila indesluttede sig ved Nattens Frembrud i sin Vognborg og trak sig derefter tilbage over Rinen, uden at Modstanderne vovede at forfølge ham.

[…] Karthago, der atter havde rejst sig som en romersk By, blev nu Hovedstad for Vandalerne.

Britannien kunde allerde anses som tabt for Rom, de Stlicho trak Soldaterne bort fra den nordlige Grænsevold. Nu kunde Briterne , der ligesom alle Roms Undersaatter vare blevne afvænte med Vaabenbrug, ikke længere modstaa de vilde Højlænderes, Picternes og Skotternes Indfald. De indkaldte derefter Anglerne og Sachserne fra det nordlige Germanien (c. 450); men efter at have drevet Fjenderne tilbage vilde disse vilde Hedninger ikke mere forlade Landet; de satte sig fast i de østlige Egne af Landet og begyndte herfra at føre en Udryddelseskrig mod de kristne Briter.

Imidlertid trak et forfærdeligt Uvejr op saavel over Levningerne af det vestromerske Rige som over de barbariske Folk, der havde nedsat sig i dets galliske Provinser. Det kom fra Hunnerne . I den Arrrække, der var forløbet siden Overgangen over Volga, havde de langsomt bevæget sig fremad mod Vest indtil Sletterne ved Theiss. Deres Konge Attila udbredte sit Herredømme over Folkeslagene fra Volga til Rinen og Østersøen. Han foregav at have fundet Krigsgudens Sværd, og i hans Træslot, der laa midt I Hunnernes Lejr ved Theiss, lyttede talrige Høvdinger til hans Bud. For det dybt sunken Romerfolk var han, hvad han selv kaldte sig, ‘Guds Svøbe’. Hvor Attilas Hest havde traadt, hed det, voksede der ikke mere Græs. Længe havde det østromerske Rige været Maalet for Attilas Angreb. Donaulandene vare blevne gennemplyndrede, Kejseren tvungen tile n Tribut paa flere Tusinde Pund Guld. Da vendte Attila sig pludselig imod det verstromerske Rige. Med en halv Million Krigere bevægede han sig over mod Rinen; Folkene paa Vejen fulgte med, og under frygtlige Ødelæggelser gik Toget frem i Gallien. men Rigsstatholderen Aetius , der styrede Staten i den svage Kejser Valentinians Navn, forenede sig med

[p. 79]

Vestgoterne og mødte Attila paa de catalauniske Marker (Charlons sur Marne). Her leveredes i Aaret 451 det store Verdensslag, som skulde afgøre, om det var Europas Skæbne at synke tilbage i Barbari eller at bevares for Kristendommen. Efter at Kampen længe var ført med rasende Forbitrelse paa begge Sider, gjode omsider Vestgoternes Sejr over Hunnernes Rytteri Udslaget. Attila indesluttede sig ved Nattens Frembrud i sin Vognborg og trak sig derefter tilbage over Rinen, uden at Modstanderne vovede at forfølge ham.

Zitierempfehlung: